One Day At A Time-rebootet har slået oddsene på stort set alle punkter i sin produktion. Familie-sitcomen, der er produceret af Gloria Calderón Kellett, Mike Royce og den oprindelige serieskaber Norman Lear, gav ny glans til det gamle multi-cam-format, da den havde premiere i 2017. Hver fornyelse var hårdt tilkæmpet, især den sidste. Men som vi skrev, efter at Netflix aflyste den elskede, men efter skabernes egen vurdering undervuderede serie i marts 2019, er modstandsdygtighed i DNA’et i denne glade latinx-centrerede genindspilning. Den tidligere streamingserie blev samlet op af Pop TV sidste sommer, hvilket på en måde markerede One Day At A Times tilbagevenden til CBS.
Denne browser understøtter ikke videoelementet.
Med Alvarez-familien, der er klar til at få sin debut på kabelnetværket den 24. marts, talte The A.V. Club med Calderón Kellett om genstartens flytning til et mere traditionelt medie, hvordan det er at stå i spidsen for en ny bølge af latinamerikansk ledede serier, og hvad hun leder efter i en kærlighedsinteresse for Justina Machado.
Bemærk: Dette interview blev foretaget, før One Day At A Time sluttede sig til snesevis af andre serier og film og lukkede produktionen på grund af coronaviruset.
The A.V. Club: I har alle haft lidt tid til at bearbejde afslutningen af seriens forløb på Netflix. Føltes det, som om I var nødt til at sørge over den forrige iteration, før I kunne komme videre og virkelig grave i, hvad I ville gøre med den fjerde sæson?
Reklame
Gloria Calderón Kellett: Tja, vi havde ligesom sat sæson tre op til at få payoffet i år. Vi har sat det op sådan, at Penelope har fået et nyt job, at hun har det godt med at være fuldtallig, og at hendes datter er ved at gøre sig klar til at søge ind på college – det bliver Elenas sidste år på universitetet. Lydia var i Cuba i slutningen af tredje sæson … Der er meget, som vi straks skulle forholde os til, da vi startede denne sæson og fortsatte historien om denne familie. Så historierne skrev bare sig selv – dette er det hurtigste, vi nogensinde har været i stand til at bryde historier. Det flød bare ud af os. Og måske var det fordi, der var et år væk fra det, hvor vi var ved at dø for at fortælle disse historier. Så i det øjeblik, vi fik muligheden igen, strømmede det bare ud. Men ja, vi kom ind med så mange idéer, som vi ikke engang brugte, fordi vi allerede havde så meget at fortælle.
AVC: Der er dette vidunderlige øjeblik i finalen af sæson tre, “Ghosts”, hvor Penelope på en måde fortæller sin far, at hun vælger sig selv. Hvad betyder det for hende i fjerde sæson?
GCK: Det er en revurdering af, hvad hun vil have i sit liv, hvad der er vigtigt for hende. Og det er virkelig det, hun udforsker i denne sæson: Hvad betyder det at få alt det, man altid har ønsket sig, ikke? Jeg tror, at det er det, som mange mennesker står over for, når de er i 40’erne. Det er ligesom, at hvis man har arbejdet hårdt for denne karriere, og så har man karrieren, hvad er så det næste? Så det er det konstante spørgsmål om, hvad der er det næste, og hvordan man fortsætter med at presse sig selv i sit personlige liv og i sit professionelle liv, hvilket er det, som sæson fire i høj grad handler om.
AVC: Når man arbejder med binge-modellen, kan det være svært at balancere mellem mere episodisk historiefortælling og serialisering, fordi binge-modellen næsten nødvendiggør det sidste, men det har historisk set ikke været karakteren af de fleste sitcoms. Nu hvor I er tilbage i det traditionelle land for sitcoms – netværks-tv – har I så overhovedet været nødt til at ændre den måde, I balancerer mellem episodiske og serielle historier?
Reklame
GCK: Med vores show har vi haft nogle serielle elementer, men de har altid været en slags “paraplyserialisering”. Så det var ikke sådan, at hvert afsnit var afhængigt af det næste afsnit; du kan se vores show uden for rækkefølge, og det vil stadig give mening i langt de fleste tilfælde. Mike og jeg kommer begge fra traditionelle sitcoms på nettet: Han var med i Everybody Loves Raymond, og jeg var med i How I Met Your Mother og Rules Of Engagement. Så vi var begge vokset op med den følelse alligevel, og jeg synes, at de første tre sæsoner – selv om de kan spises – mange af disse episoder bare står alene. Jeg vil sige, at det samme gør sig gældende for denne sæson. Vi har en sammenhæng, som vi bygger op til, men alle afsnittene har hver for sig deres egne fordele. Så det er det samme – det har ikke rigtig ændret sig meget for os.
AVC: Du nævnte Mikes arbejde på Everybody Loves Raymond. Det blev for nylig annonceret, at Ray Romano kommer forbi som census taker i fjerde sæson. Har I allerede fastlagt jeres gæstestjerne-liste?
GCK: Ikke alle endnu. Fordi vi har kortere løbetider, har vi mindre plads til gæstestjerner, men vi har nogle sjove, som jeg ikke kan annoncere endnu. Og nogle folk, som vi håber at få, men som vi endnu ikke har fået fastlåst. Så der kommer mere om det.
Reklame
AVC: Raquel Justice er kommet med i rollelisten som Alex’ kæreste Nora. Er der noget, du kan sige om denne karakter, eller hvad du og forfatterne tænkte på, da de introducerede dette nye forhold?
GCK: Ja, vi er virkelig begejstrede for Raquel. Hun er ny på scenen – hun har lavet et par mindre roller i serier, men dette er den største rolle, hun har haft. Vi ønskede virkelig at ære vores afro-latino-brødre – der er ikke meget afro-latino-repræsentation på tv, og det havde vi hørt meget fra vores fans. Og vi tænkte, at vi ikke har så mange udenforstående karakterer, og nu skal vi faktisk have en ny udenforstående karakter; lad os besætte rollen med en ny afro-latina-skuespillerinde. Jeg lavede en Twitter-opfordring til nye skuespillerinder for at få dem til at sende materiale ind, og vi fandt Raquel, og hun er fantastisk, så vi er virkelig, virkelig glade for at få dette lille kærlige forhold til Alex. Endelig er han en ung mand, så det er vi nødt til at ære. Og så er vi nødt til at tale om deres forhold. De bevæger sig ret hurtigt, så det taler vi også om.
AVC: Serien har håndteret teenagerromantik på en måde, der er mere end betænksom. Kommer vi også til at se mere af Syd og Elenas forhold?
GCK: Åh, ja. Der er en masse Syd og Elena i år. Dette år handler virkelig om de svære samtaler – du ved, de er ved at tage på college, så hvordan ser det ud for dem? Hvad betyder det for deres forhold? Vi går helt sikkert i dybden med dem i år.
AVC: Du har tidligere været instruktør i denne serie. Er det noget, du har taget fat på igen i år?
Reklame
GCK: Ja. Jeg instruerer tre episoder.
AVC: Hvordan beslutter du dig for, hvilke afsnit du vil stå bag kameraet til?
GCK: Altid i slutningen af sæsonen, så alt det skrevne er færdigt. Mine er altid i slutningen af sæsonen af den grund – så jeg kan være med i rummet til så meget som muligt af den historie, der skal udbrydes. For når man er instruktør, er man på settet hele ugen – man er ikke i rummet. Så det handler om at sikre, at størstedelen af arbejdet er færdigt, så jeg kan koncentrere mig om det, der sker på settet. Det er virkelig det eneste, der dikterer det.
AVC: Justina Machado er bare en legemliggørelse af rollen som Penelope Alvarez – hun er Penelope. Og vi ved, at Penelope er single, og der plejer at være noget romantik for hende hver sæson. Når man skriver til en person, der skal være overfor en person som Justina, hvad er så nøgleordene? Hvad er inspirationen til “det er den slags fyr, som Penelope ville falde for”?
GCK: Styrke. De skal være voldsomme. Jeg mener, hun er voldsom, som menneske og som skuespillerinde og som denne karakter, er en kraft. Så de svage behøver ikke at søge. Det er ikke noget for de svage. Hun skal være sammen med nogen, der ved, hvem de er, og som er lige så stærk som hende. Og det er en stor styrke. Hun er en hård negl. Så jeg tror, at det er det, det handler om: styrke og en person, der virkelig ved, hvem de er.
Reklame
AVC: Med de fleste langvarige serier, hvis der er romantiske forhold, er der altid en del af fanbasen, der tænker: “Åh, de burde være endt med denne person”, eller “Disse mennesker burde være endt sammen”. Du er aktiv online og meget lydhør over for folk, der har spørgsmål om serien, så hvem er det, som fansene synes, at Penelope burde genforenes med?
GCK: Ja, de vil alle sammen have Max. Det ved jeg godt. Jeg ved det godt, jeg ved det godt. Og vi elsker ham også! Ed Quinn er med i et andet tv-program. Og vi elsker Ed. Ed Quinn er fantastisk. Vi lover, at hun vil få en meget tilfredsstillende kærlighed i sit liv i år.
AVC: Men Justina gør virkelig et enestående stykke arbejde i showet, og alligevel er hun aldrig blevet nomineret til en Emmy for at spille Penelope. Jeg har set hashtag-kampagnerne Justice for Justina eller en Emmy for Justina…
GCK: Åh, du godeste, det ved jeg godt. Hun er fænomenal. Hun er så god, og det overrasker mig. Det forbløffer mig virkelig, at hun ikke har fået den kærlighed, som hun så alvorligt fortjener. For hun er absolut genial i denne rolle.
AVC: Så hvor hurtigt skal hashtagget #JusticeForJustina begynde at trende?
Antaler
GCK: Hver dag, tak! Hver dag.
AVC: One Day At A Time er nu næsten en af de ældste mænd i denne nye bølge af Latinx-ledede shows. Hvordan føles det? På dette tidspunkt er dit show år forud for nye shows som Netflix’ Gentefied. Du havde også premiere før Starz’ Vida. Hvordan føles det at være en af dem, der har været med i længst tid, og hvad tror du, der er nødvendigt for at holde det momentum i gang? Fordi vi har flere af disse serier, men tydeligvis stadig ikke nok.
GCK: Ja, det er rigtigt. Jeg er så gennemsyret af dette, fordi i går aftes var der premiere på Gentefied, og Justina og Isabella og jeg tog hen for at støtte, og folk var så imponerede over, at vi var der for at støtte dem, ligesom “Åh, du godeste, det er et Netflix-show – vi troede ikke, du ville være her.” Og vi sagde: “Vi har stadig alle sammen Netflix! Og vi elsker dette show, og vi vil gerne støtte det.” Og så holdt America Ferrera, som er executive producer på Gentefied, en smuk tale, hvor hun inkluderede os og virkelig råbte os op: “Jeg kan se, at One Day At A Time-folkene er her, og vi er så taknemmelige for det, I har gjort, og for at I har banet vejen for, at vi kan være her.” Og det var smukt! Vi sad der og tænkte: “Åh, min gud, vi fejrer alle hinanden.” Det er ikke denne gamle mentalitet, at der kun kunne være én, så alle kæmpede som krabber i en spand. Det er virkelig sådan en fejring af “mere” – lad os få mere af det her. Disse shows er alle fantastiske og alle så forskellige. Det er vidunderligt. Vi elsker, at vi kan være de ældre og give kærlighed til de nye elever, der kommer ind.
AVC: Du nævnte, at du støtter andre latino-skabere. Det blev for nylig annonceret, at I samarbejder med Black List – den årlige undersøgelse af Hollywood-insidernes foretrukne uproducerede filmmanuskripter – om et program for latinamerikanske forfattere.
Avis
GCK: Black List har gjort et fantastisk stykke arbejde – oprindeligt var det med Black List sådan, at “her er nogle virkelig fantastiske manuskripter, som folk har elsket, men som ikke er blevet lavet.” Og den kastede et lys over nyere forfattere, som måske ikke havde båndbredde nok til at nå ud til en masse øjenæbler for at få deres arbejde købt, virkelig, for at få produktion og alt det der. Black List, der udgav den første liste, fik mange flere film produceret af forfattere, som var lidt ukendte. De har lavet et par andre lister nu – de har også lavet en GLAAD-liste. Black List har virkelig været en integreret del af alt dette, så vi har været i dialog med dem – de lavede en Latinx-liste for film, og vi ønskede virkelig, at der skulle være en Latinx-liste for tv, for tv har tydeligvis brug for nogle ændringer. Så vi gik sammen med Latinx Tracking Board, NALIP, Remezcla, Unidos for virkelig at fremhæve de mennesker, der skriver originale piloter med latinamerikanske karakterer, skrevet af mindst én latinamerikansk person, for at sende dem ud på markedet og sige: “Hey! De findes, og vi er alle enige om, at de er fantastiske.” For det er svært. Der er en masse indhold, og det er ikke alt sammen godt. Men når vi udgør 18 procent af befolkningen og stadig kun er med i 3 procent af rollerne på tv, er det et stort problem.
GCK: Det inspirerer al historiefortælling fra show til show. Lige siden begyndelsen. Jeg mener, for mig er det, der altid har været meget tydeligt, når jeg så tv og så latino-figurer, at de er meget alvorlige på tv. De er altid lidende mødre og narkohandlere – bare meget alvorlige. Og det er bare ikke sådan, som jeg kender mit samfund. Og jeg tror, at når vi griner sammen, sker der noget magisk i luften. Kærlighed og latter er to følelser, som jeg tror virkelig forener os. Og jeg tror, at det for mig er en slags formål med at lave det, jeg laver, at forsøge at forene og forsøge at bygge broer og forsøge at forstå hinanden. Det, der fik mig til at skrive, er at forsøge at forstå andre karakterer og finde det, der er fælles for dem. Jeg føler, at det fælles er kærlighed og glæde: Det er det, vi søger efter, og det er det, der gør os fuldstændige. Hvis vejret er forfærdeligt udenfor, og du har kærlighed og glæde, så er der altid solskin i dit hjerte, forstår du? Det er det.
Jeg har helt sikkert tænkt, at når folk ser showet, så er det kærligheden og latteren, de husker. Det er familien, og hvordan de har det med hinanden og griner sammen, der får dem til at se deres egen familie i os, uanset om de er latinamerikanere eller ej.
Reklame
AVC: Du nævnte tidligere, at latinamerikanere udgør 18 procent af befolkningen i dette land, og vi har talt om denne nye bølge af latinamerikansk ledede shows. Selv om det er meget forskellige shows, bliver de stadig slået sammen i den “tidssvarende” eller politiske pulje. Men for mig føles disse shows mere banebrydende, fordi de bare lader disse mennesker være…
GCK: Mennesker. Ja. Det føles underligt nok som om, at bare det at være latinamerikaner er politisk lige nu, hvilket er så mærkeligt. Jeg føler så ofte, at bare det at være kvinde og latinamerikaner er en politisk erklæring i verden, hvis jeg bruger min platform til at tale om noget som helst. Så jeg tror, at hvis tv er min platform, vil jeg meget gerne sprede budskabet om kærlighed og glæde.
TV-redaktør